» Bohemian Mama »

Det sidste stykke tid har jeg observeret et lille nyt liv gro i en stærk og smuk kvinde. Det er både fantastisk og frygtindgydende. Jeg er betaget af hvad kvindekroppen formår, og hvilket vidunder naturen og skabelsen af nyt liv er. Ideen har spiret i mig et par dage nu. Her til aften satte jeg mig bare og fulgte min intuition. Havde brug for ro. Brug for at sidde på gulvet og skabe noget, der rummer al den skønhed, glæde, varme og ro jeg mangler lige nu.

I dag har været en hård dag. Universet arbejder måske på måder og ad veje jeg ikke forstår lige nu. Det føles som om, at strømmen går den forkerte vej. Måske er der noget jeg skal lære, nogle jeg skal møde eller ting jeg skal forstå. Lige nu forstår jeg ingenting – men det behøver jeg måske heller ikke. Jeg er i live. Der hænger tunge skyer i himlen udenfor, der er sommer og torden i luften og om lidt er der kaffe. Lige nu er det nok.

Staffelier i kunsthimlen

På vej hjem i dag, tog jeg forbi min yndlings kunst-artikel-pusher i hjertet af København. Jeg elsker at skulle ind i bygningen, op af den smukke trappe, op til 1. hvor turister, gademusikanter og shoppeglade 14 årige pludselig føles langt væk. Det er en lille kunsthimmel, og hvis man kan løsrive sig fra det orgasmiske farvevirvar og bevæge sig op på 2. sal, finder man hvad mit hjerte har brændt sig varm på i øjeblikket. De smukkeste, lækre og fine staffelier, der har en varm og beroligende duft af træ. Jeg troede ikke at jeg var sådan en der gerne ville have et dyrt staffeli, men jeg tog fejl.

Indtil videre har jeg dog afholdt mig fra at bruge en mindre formue på et staffeli, og tog hjem med lidt hvid maling, posca-tuscher og et medlemskort. 🌿

 

 

Midlertidigt malespot 

Min forelskelse i kaktusser fortsætter ufortrødent på trods af midlertidigt malespot med ikke optimale betingelser. Er glad for at sidde på gulvet og male, men tror jeg er nødt til på ny at overveje, hvor jeg kan sidde og male hos min kæreste. Savner min lyse lejlighed med kæmpe vindue og fantastisk lysindfald, men nyder kærligheden, at være to til aftensmad og når han laver te til mig. Man kan ikke få alt.